Sådan Forhandler du Den Bedste Pris på Din Nye Bil

Hvem drømmer ikke om, at købe en ny bil? Det er en af de største glæder i mit liv, og jeg er sikker på, at der også er andre der har det på samme måde. Der er selvfølgeligt nogle der bare holder fast på deres bil så længe den kan køre, og så sukker dybt, når de er tvunget til at skulle ud at have sig en ny. Men for mig er købet af en ny bil altid forbundet med spænding og glæde. Jeg har elsket biler lige siden jeg var et barn, og ender altid med at kede mig, når jeg har haft den samme bil for længe.

Det kan selvfølgeligt være en dyr fornøjelse sådan at skifte bil hele tiden. Hvis man er rig, så er det selvfølgeligt ikke noget man behøver tænke så meget over. Men jeg er ikke rig – langt fra – og har alligevel formået at skifte bil med jævne mellemrum. Mit trick er simpelt: jeg forhandler altid den bedste pris på min nye bil. Hvis man er god til at forhandle, så kan man spare rigtigt mange penge, og så bliver det pludseligt muligt at skifte bil relativt ofte. Selv hvis man ikke har et behov for at skifte bil en gang imellem, så vil man selvfølgeligt stadig gerne have den bedst mulige pris, når man skal købe en bil.

Så lad mig dele lidt ud af mine tricks. Lad os sige du har kig på en helt ny Kia Sportage henne hos den lokale bilforhandler. Hvordan sørger du for, at du får den bedst mulige pris på bilen?

Det første du skal gøre er, at fjerne alt hvad der hedder desperation eller pres. Den værste forhandlingssituation du kan stå i  er én, hvor du er nødt til at købe bilen. Hvis din nuværende bil er gået helt i stykker, og du er løbet hen til forhandleren, fordi du har akut brug for en ny bil for at kunne komme på arbejde i morgen: så ender du nok ikke med den bedste pris. For at kunne forhandle på optimal vis er du nødt til at være klar til at gå fra forhandlingen, uden at få en bil med hjem. Du kan selvfølgeligt forsøge at bluffe, men sælgere lever af disse forhandlinger: chancen for at du kan skjule desperation er nærmest lig nul. Så før du tager hen til bilforhandleren skal du først sikre dig, at du er i stand til at gå, hvis du ikke får et acceptabelt tilbud.

Det næste du skal gøre er, at gøre dig det helt klart, hvor meget du maksimalt er villig til at betale. Med en Kia Sportage er det nemt: der er massere af forhandlere med den samme bil. Find ud af hvem der sælger den billigst, og træk eventuelt nogle procenter fra den pris. Det er dit nye maksimum.